At undervise er ikke at vise eleverne bestemte ting, så de kan udlede viden, færdigheder og kompetencer af mødet med dem.
At undervise er at lade ubestemte ting vise sig for eleverne, så tingene kan tale og eleverne lytte.
At undervise er at gøre tingen aktiv og eleven passiv.
At undervise er at genfortrylle tingene, at sætte dem fri, at gøre dem mystiske – at vise, at de skjuler sig for det umiddelbare blik.
At undervise er at gøre eleven til den betingede – den, der tales til af tingene.
En lærer tjener ingen
– ingen organisation, ingen leder, ingen forælder, ingen elev.
En lærer tjener alting
– alle ting, som frie ting, der gives stemme i skolen.
En lærer tjener dannelsen
– som levende vekselvirkning mellem alle frie ting.
En lærer er en fri tjener af altings frie dannelse.
En mand uden data er bare en mand med en mening.
En skole funderet i data er bare en fabrik uden mening.
I nat sov jeg. Det har jeg målt.
I dag lever jeg. Det har jeg målt.
I dag arbejdede jeg. Det har jeg målt.
I dag spiste jeg. Det har jeg målt.
I dag er jeg. Det har jeg målt.
I dag måler jeg. Målet er nået.
Det første man skal gøre, når man skal undervise, er at glemme, at man har et mål.
Så kan man begynde.
0: At lære at lære.
1: At lære.
2: At lære noget.
3: At lære om noget.
Jo højere niveau, des bedre.
Alle niveauer lig med niveau 0 skal man holde sig fra.
Hvad er en lærer?
En lærer er et menneske, der tjener verdens ting.
Hun tjener tingene ved ikke at betjene dem, og ved ikke at lade dem tjene sig. Hun stiller sig til rådighed for deres indfald. En lærer lader sit virke være betinget af tingenes væren.
Det er derfor en lærer ikke bør benytte sig af læremidler i undervisningen; læremidler er ting, der tjener – og som derfor ikke tjenes. En lærer lader tingene være ting, og hun viser eleverne til rette i det at tjene tingene.
Så hvad er da en elev?
En elev er et barn, der lærer at blive ved med at tjene tingene.
Barnet fødes til at tjene tingene. Det tjener dem allerede fra fødslen, ved at lade tingene tale til sig og ved at stille sig til rådighed for deres indfald – i undren og i leg.
Som elev i en skole lærer barnet at tjene tingene gennem fagene. Det lærer ikke at betjene tingene eller at lade tingene tjene sig – jo, i kompetencesskolen er det nok sådan, men ikke i en egentlig skole. Her tjenes tingene, af både lærer og elev.
Når tingene tjenes, taler de til tanken – de tinger og kalder til tænkning.
Hvad sætter dannelsen i gang?
Det gør tingene. Det er når tingene trækkes ud af deres bestand-form, når de gøres frie og får mulighed for at tale til os og rejse deres spørgsmål, og når vi gør os selv til de betingede, de lyttende og svarende, at dannelsen sættes i værk. Først som en undren, senere som en søgen efter svar, og altid i levende vekselvirkning.
På mange måder er der alt for få ting i de danske skoler. Tingene er erstattet af læremidler, redskaber og artefakter. Alt skal det tjene etableringen af den almindelige mening i elevernes hoveder, og alt frarøver det eleverne muligheden for at lytte målløst til verdens frie ting.
Jeg har besluttet mig for at tage konkurrencestaten og dens krav til mig alvorligt.
Derfor er jeg begyndt at konkurrere med mine kolleger. De ved det ikke, så jeg er allerede langt foran. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle dem, hvad vi konkurrerer i.
Jeg konkurrerer også med de andre forældre i mit barns børnehave. Og med pædagogerne. Og børnene. Heller ikke de ved, at de er i gang med at tabe.
Jeg konkurrer så meget jeg kan. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanker om elementer i mit liv, som ikke er underlagt min nyudviklede konkurrencementalitet. Jeg spiser, græder, sover, elsker, ler, arbejder og ser tv som en fremragende vinder i den globale konkurrence.
Jeg udfolder mit potentiale fuldt ud. Jeg bliver mere og mere fremragende.
Intet kan stoppe mig nu…
I dag stod jeg op.
Allerede da jeg vågnede, stod mit mål med dagen lysende klart i min bevidsthed.
Nu arbejder jeg målrettet på at gå i seng igen. Jeg skal lige have overstået nogle aktiviteter – lidt arbejde, lidt mad, lidt samvær med familien. Lidt liv, i det hele taget.
Gennem kontinuerlige feedbackprocesser vil jeg løbende sikre, at intet af det bliver for sjovt. Jeg vil sørge for ikke at lade mig distrahere, og holde blikket stift rettet mod mit mål. For målet er det vigtigste. Det siger alle.
I aften vinger jeg det af.
Godnat.