Gud er død, skrev Nietzsche.
Jamen, vi har opfundet lykken, sagde de sidste mennesker. Og så dyrkede de den rene overlevelse, sunddommen, som en ny guddom.
Så står de dér, badet i sved i træningskirkerne, fordi det udskyder døden og reducerer angsten. De føler sig levende og stærke i al deres dødsangste hyperaktivitet.
Troen på det evige liv er død, men ønsket om det uendelige liv er født.
De lever deres liv i fraværet af ubehag, og de uploader deres døde i skyen, forvandler dem til AI, så også døden og sorgen kan udviskes i en uendelig, modstandsløs udveksling af information.
Og ingen håber længere på noget, for der er ingen uvished at håbe ved. I stedet er alle optimister og pessimister, overbeviste om enten det ene eller det andet; jordens og menneskehedens sikre undergang eller teknikkens uafvendelige redning.