I oldtidens grækenland kaldte man den frie tid for schole. Og dét, der ikke var fri tid, altså arbejdet, kaldte man a-scholia: Ikke-fri tid.
Romerne skelnede på samme måde mellem otium, den frie tid, og neg-otium: Den ikke-frie tid.
Arbejdet blev i begge kulturer defineret som fritidens negation, og som Aristoteles udtrykte det: Vi arbejder for at holde fri. Fritiden blev set som den højeste form for menneskelig væren.
I dag holder vi fri for at kunne arbejde – fritiden er proletariseret og udbyttet. Vi skal holde flere “power-pauser”, som en konsulent rejser rundt og kalder det, fordi den slags pauser er “lovlig doping”, der kan øge produktiviteten i arbejdet.
Vi fylder fritiden med tom underholdning og uendelig scrolling, fordi kedsomheden og alene-trætheden føles uudholdelig. Vi løber rundt i konstant hyperaktivitet, fordi enhver form for stilstand, dvælen og ikke-gøren minder os om, at vi har mistet noget centralt menneskeligt.
Med tabet af fritiden har vi også mistet forbindelsen til verden. I hyperaktiviteten slukkes menneskets evne til at lytte og til at se verden udenfor. Kun identitetens desperate kamp for egen overlevelse, for altid at gøre og fylde mere, får plads.
Og endelig har vi mistet evnen til at handle. Enhver handling, enhver ny begyndelse, forudsætter stilstanden og evnen til at dvæle. Uden den frie tid umuliggøres handlingens begyndelse, og i stedet bindes vi til desperate, utålmodige og hyperaktive re-aktioner på omgivelsernes og algoritmens notifikationer; TikTok, Netflix og ChatGPT.
Vi har brug for at genfinde fritiden.