Niels Jakob Pasgaard

Gennem de seneste 30 år har politikere og tech-giganter kappedes om at digitalisere vores skoler og uddannelser. Den bagvedliggende idé er, at fremtiden er digital, og derfor må skolen også være det. Men er udviklingen gået for stærkt – og har vi tabt noget på vejen?

Hvor meget skal skærmene fylde i skolen? Hvad blev der af elevernes fysiske fællesskaber, af fordybelsen og af pladsen til det besværlige og langsomme?

Ønsker vi egentlig, at fremtiden er så digital – eller er der behov for i højere grad at analogisere skolens fælles liv?

Foredraget giver et kritisk blik på de uhensigtsmæssige konsekvenser af digitaliseringen, og inviterer til at genopdage værdien af de analoge og fysiske fællesskaber i skolen og fritidspædagogikken.

Foredraget henvender sig til både lærere, forældre og elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.

Selvom vi som samfund er rigere end nogensinde før, er der flere og flere unge, der mistrives. Hvorfor er det sådan?

Er det præstationskulturen og klimakrisen, der presser de unge? Er det skærmene og perfekthedskulturen på de sociale medier? Og er skolen og dens krav med til at forstærke mistrivslen – eller kan skolen også være et værn mod mistrivsel og ensomhed?

Foredraget udfordrer den stigende instrumentalisering af vores skoler, og giver et bud på, hvordan man også kan anskue skolens opgave, så den inviterer børnene ind i et forpligtende fællesskab og bidrager til at genfortrylle verden for de unge.

Foredraget retter sig mod lærere og forældre samt elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne.

I skolen lærer børnene verden at kende. De lærer bogstaver og tal, byernes navne og at bringe verden under kontrol: Lige så stille bliver den ukendte verden til barnets kendte omverden.

Men skolens opgave er ikke kun at lære børnene verden at kende; vigtigere er det, at lære dem, at de aldrig fuldt ud kan kende verden. Den kan, hvis ellers vi formår at stille os åbne for den, blive ved med at ægge en undren i os.

I dette foredrag argumenteres der for, at skolen må bidrage til at genfortrylle verden, så eleverne får mod på at åbne sig over for den. Kun sådan gøres dannelsen mulig.

Foredraget retter sig mod såvel lærere og ledere som forældre.

Som lærer må man altid have målet for øje. Men hvad skal man forstå ved et mål? Hvad er forskellen på et læringsmål og et pædagogisk mål, og hvordan bør lærerens mål forbinde sig med fagets og skolens formål?

Foredraget giver et bud på, hvordan man skal forstå fænomener som formål, mål, midler og spørgsmål i en pædagogisk sammenhæng, og det udfolder følgende 3 bud om, hvordan man bør arbejde med mål i det, der kunne kaldes dannelsens skole:

1: Formålet må altid være dannelsens grund.
2: Spørgsmålet må altid være dannelsens årsag.
3: Målet må altid være dannelsens middel.

Foredraget henvender sig særligt til lærere og skoleledelse.